KVINFOs opgave

KVINFO er et videnscenter og et forskningsbibliotek for køn, ligestilling og etnicitet. Vores hovedopgaver er at initiere og formidle forskning og at bidrage til udviklingen af et ligestillet samfund.

Høringssvar

Som aktiv organisation inden for køn, ligestilling og etnicitet bliver KVINFO ofte anmodet om at kommentere lovudkast og andre statslige, regionale eller kommunale initiativer.

Senest har KVINFO afgivet høringssvar om nyt ligestillingsombud og Københavns Kommunes nye integrationspolitik:

Se høringssvar om ligestillingsombud

Se høringssvar om integrationspolitik

Formidling og dokumentation

KVINFO arbejder for at sikre dokumentation og formidling af viden om køn, ligestilling og etnicitet både i Danmark og internationalt. 

 

Vores tilbud til en dansk offentlighed tæller bl.a.:

  • KVINFOs bibliotek, et landsdækkende forskningsbibliotek med fysisk beliggenhed i København. Biblioteket er åbent for alle og tilbyder service til såvel skoleelever og forskere som journalister og myndigheder. Online besvarer vi spørgsmål om kønsforskning, kvindehistorie og meget andet.
  • www.kvinfo.dk formidler aktuel viden og debat om køn, ligestilling og etnicitet til en bredt interesseret offentlighed.
  • I KVINFOs webmagasin bringer vi aktuelle artikler om køn i forskning, kultur, politik og globale forhold.
  • Dansk kvindehistorie fortælles bl.a. i Kvindekilder med tematiske artikler om dansk kvinde- og ligestillingshistorie gennem mere end 100 år, i Dansk Kvindebiografisk Leksikon med biografier om Danmarks mest betydningsfulde kvinder, og gennem kvindebevægelsens Tidsskrifter 1885-1920 i digital form.
  • Den Usynlige Succes og Nye Mænd i Danmark er webprojekter om integration, hvor kvinder og mænd med flygtninge- og indvandrerbaggrund fortæller om deres liv i Danmark.

 

I international sammenhæng er nogle af KVINFOs aktiviteter:

  • Vidensindsamling og –deling om mentorprogrammer for kvinder med anden etnisk baggrund, bl.a. ved den internationale konference Mentoring & Networking i 2009.
  • Websitet womendialogue.org, en platform for dialog og debat om køn og kvinders rettigheder i Danmark og Mellemøsten på arabisk, engelsk og dansk.
  • All About Gender in Denmark, engelsksprogede artikler, nyheder og historie til en international offentlighed med interesse i køn og ligestilling i Danmark.
  • Støtte til opbygning af et biblioteks- og dokumentationscenter for køn og udvikling ved Sana’a Universitet i Yemen.

 

Udvikling af et ligestillet samfund

En af KVINFOs hovedopgaver er også at tage initiativ til og understøtte projekter, der har til formål at udvikle og facilitere ligestillingsprocesser og ligestillingsværktøjer både nationalt og internationalt. Det gør vi bl.a. med følgende aktiviteter:

  • KVINFOs Mellemøstafdeling har siden 2006 koordineret, administreret og ledet en række projekter om ligestilling og kvinders rettigheder under Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ. Vi etablerer bl.a. partnerskaber, faglig dialog og erfaringsudveksling mellem danske og arabiske kvinde- og menneskerettighedsorganisationer, offentlige institutioner, universiteter samt virksomheder.
  • Mentornetværket har siden 2002 matchet flygtninge- og indvandrerkvinder med kvinder, som er aktive på det danske arbejdsmarked. Flere end 3500 kvinder har deltaget i programmet, og med 2 kontorer i København og Vollsmose regnes netværket i dag for verdens største af sin art. Programmet har modtaget flere priser og inspireret til lignende netværk i Danmark og udlandet.
  • Ekspertdatabasen synliggør kvinders viden, erfaring og ekspertise med over 1000 profiler på danske kvinder inden for alle samfundsområder. KVINFO har med samarbejdspartnere i Egypten, Jordan og Libanon udviklet lignende ekspertdatabaser for kvinder i arabiske versioner.
  • KVINFO rådgiver desuden om ligestillingstiltag og –processer inden for en lang række områder – fra rekrutteringsstrategier på uddannelsesinstitutioner, over igangsættelse af ligestillingsindsatser inden for det sociale område til mere ligestillet kønsrepræsentation i nyhedsmedier.
  • Ud over dokumentation og oplysning udarbejder KVINFO også notater inden for forskellige politik- og samfundsområder, arrangerer/deltager i høringer og igangsætter andre selvstændige initiativer til at fremme ligestilling. F.eks. for at styrke kvinders deltagelse i kommunalpolitik, hvor KVINFO bl.a. har stået for et mentorprogram for etniske minoritetskvinder i politik.