22.12.2011 Nyt temanummer

Har feminister fundet gud i deres stræben efter at opfinde et feministisk paradis?

Det svenske kulturtidsskrift "Bang" slutter året med et fokus på religion, feminisme og sekularisme. I temanummeret Det gudlösa numret (2011) spørger redaktørerne, om religion i vesten blot er blevet erstattet af andre regimer, f.eks. patriarkatet, nationalismen eller den seksuelle frigørelse?
Cecilia Kölljing rapporterer fra Bukarest, hvor hun tager temperaturen på den nye generation af feminister, som voksede frem i kølvandet på Ceausescus kommunistiske styre, hvor religion var forbudt, homoseksualitet og abort strafbar, og præventionsmidler guld værd på det sorte marked. I dag er kirken så magtfuld, at feminister må have stærke teologiske argumenter for at komme igennem med deres dagsorden. Historikeren Joan Wallach Scott stiller skarpt på forholdet mellem sekularisme og ligestilling, og sætter spørgsmålstegn ved antagelsen om, at sekularisme i modsætning til religiøsitet skulle rumme et særligt frigørende potentiale. Læs også om tørklædedebatten i Europa og tjek, om redaktørerne formår at svare på deres eget spørgsmål: er det lykkedes feminister at finde gud i deres stræben efter at opfinde et feministisk paradis?