Med egen minister i 12 år

I 12 år har ligestilling været ressort for en dansk minister. Selv om ‘ligestilling' kan handle om meget andet, fremgår det tydeligt af ministeriets egen definition af ordet, at det først og fremmest er ligestilling mellem kønnene, der er tænkt på.

I betragtning af, hvor intens kvinders kamp for ligeret, ligebehandling, ligeløn m.v. var, ikke mindst i den sidste del af det 20. århundrede, vil det formentlig være overraskende for mange at blive mindet om, at Danmark kun lige med nød og næppe nåede at få en minister for ligestilling inden årtusindeskiftet.

Frem til 1999, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen udpegede sin by- og boligminister Jytte Andersen som ligestillingsminister, var gået en årrække, hvor bevægelser og organisationer drev debatten frem. To eksempler var Rødstrømpebevægelsen og Dansk Kvindesamfund, som også blev base for stærke kvindelige politikere. Blandt dem Grethe Fenger Møller, som var en markant formand for DK i perioden 1974-1981, og som også senere i en periode var formand for Ligestillingsrådet.

I 2000 vedtog Folketinget Ligestillingsloven. I 2012 har ligestilling mange ansigter. Kvinder har opnået meget, og kvindeandelen i Folketinget nåede ved valget i september nærved-og-næsten op på de 40 procent, som de mindre stålsatte anser som udtryk for ligelig fordeling.

Men kvinderne er stadig underrepræsenteret, for eksempel på lederposter i erhvervslivet, og diskussionen om tvangskvotering kan stadig få følelserne til at flamme, ligesom ligestilling på tværs af etnicitet spiller en stadig større rolle i debatten.

Måske var det symptomatisk, at der var mere end murren i krogene, da Danmarks første kvindelige statsminister og hendes kvindelige næstkommanderende og partilederkollega valgte at udpege Danmarks første mandlige ligestillingsminister og samtidig den første danske minister med ikke-europæisk indvandrerbaggrund.

Endnu en hjørnesten var sat. Men kampen fortsætter.