Kvinder på tinge

Kvindelige journalister og politikere var en minoritet i en mandeverden. Mandehørmen og cigartågerne hang tungt i luften på Christiansborg dengang i 1980'erne, da ideen blev født:

Hvis flere kvindelige politikere fik et mere tillidsfuldt forhold til flere kvindelige journalister og omvendt, kunne kvinderne måske blive mere synlige i reportagerne fra Christiansborg - og i øvrigt kunne det måske helt enkelt være rigtig gammeldags hyggeligt!

Nogen måtte gøre noget - og det gjorde de. En kreds af kvindelige MF'ere fra stort set alle daværende partier gik sammen om at arrangere en kvindeaften. Eneste mand, som blev involveret, var Snapstingets restauratør Ulrik Blom, som begejstret lagde lokaler til og gav fordelagtige tilbud på mad, drikke og servering.

En tradition var født! Det blev et netværk med tryghed og tillid, som kunne bruges både professionelt og på det personlige plan.

»Vi havde en fælles skæbne«, som den radikale Lone Dybkjær husker det. »Men nej, det blev ikke til indspisthed. Jeg har aldrig oplevet, at journalisterne slap deres professionalisme.«

Et lille udvalg af MF'ere og journalister påtog sig år efter år i tiden mellem 1985 og 1994 at indkalde til Quinde-aften, forhandle med Blom, finde på saglig ‘undskyldning' for arrangementet - og for at indsamle sange til ‘Quinde Fest Sangbogen', gamle kendinge og nye, skrevet til lejligheden af ferme rimsmede fra alle politiske lejre.

En hyppig deltager var Pia Kjærsgaard, dengang medlem af Fremskridtspartiet. I dag siger formanden for Dansk Folkeparti:

»Jeg så det ikke som et kvindenetværk, for den slags har aldrig rigtig sagt mig noget. Men jeg deltog, fordi jeg syntes, at det var en skæg idé, som kunne give lidt positivt, socialt liv. Det gjorde det - der var god stemning, og snakken gik. Og ja, det kunne da også være, at man snakkede lidt bedre på gangene, fordi man havde haft det så hyggeligt sammen.«

Adskillige mænd i såvel den politiske som den journalistiske lejr var indtil vrede forbløffede over, at der skulle holdes noget, som de ikke var inviteret til. Men forsøg på at ‘gatecrashe' Q-festen blev venligt, men bestemt afvist!

I midten af 1990'erne ebbede traditionen ud, måske fordi alting har sin tid.

En af de journalister, som var til Q-fest, var Christine Cordsen. Hun er i dag politisk redaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten og bryder dermed som en af få den mandsdominans, som stadig præger genren ‘politisk analyse og kommentar'.

»Vi er et mindretal, sådan er det. Det er jo noget andet med kvindelige partiledere ... Men når kvinder i politik er kommet mere frem, end vi er i politisk journalistik, tror jeg ikke, at det skyldes netværk. Det skyldes, at vælgerne vil have det sådan,« siger Cordsen, som fortæller, at hun som journalist ikke vælger kilder efter køn.

»Jeg har aldrig tænkt ‘kvinde'. Vi tænker ‘ordfører',« forklarer hun. »Og så er det op til partierne at placere kvinder på poster, hvor de er relevante kilder.«

Måske har kvindelige journalister som Cordsen fået solidarisk støtte - helt uden at vide det. At der skulle arbejdes hårdt for at slå igennem som kvinde, både for journalister og politikere, var én af dem, der tidligt kom til tops, nemlig fuldstændig klar om.

Ritt Bjerregaard var dengang magtfuld socialdemokratisk gruppeformand, med ansvar for at styre adskillige pressemøder i partilokalet. Og her kunne unge, kvindelige journalister altid regne med at komme til orde. Det var helt bevidst, har Bjerregaard siden fortalt.

Og på Christiansborg har der også siden Q-festernes tid været dannet kvindenetværk, store og små, med private og politiske mål. Et tværpolitisk kvindekrav om en arbejdsform, så det blev muligt at passe et nogenlunde normalt liv ved siden af folketingsarbejdet, mødte vantro latter i tingets mandsdominerede ledelse - men i dag er i hvert fald nogle omlægninger sket, måske
i takt med, at unge mandlige MF'ere også har opprioriteret deres private sfære.

Også i 2012 er der brug for, at kvinder kæmper for de vundne positioner - og for nye.

Den dag i dag er det (de mandlige topjournalisters og kommentatorers) ‘cigarklubber', som indkaldes, når (mandlige) politikere vil netværke på højt niveau i kvindefri zoner.

Kvindelige toppolitikere i dag går ofte i tækkelige jakkesæt, når de er på job. De vælger ikke en pink kjole til de officielle fotos fra EU's ministerråd - som Lone Dybkjær gjorde med en bemærkning om, at ingen kunne huske alle de grå jakkesæt, men hende i den pink vidste de,
også bagefter, hvem var!

Til den allerførste kvindekomsammen var der skrevet en sang, som senere blev sunget ved hver Q-fest. Og med det oprindelige refræn i øret kunne man jo nynne et ‘Helledusseda' som hyldest til Danmarks første kvindelige statsminister - med ønsket om, at forandringen må blive til gavn og glæde for alle:

De tider er forgangne
hvor mænd og mænd og mænd
ku' styre denne verden,
for vi piger kom herhen.
Vi kom med kjolerne
og lyste Tinget op,
fornyede parolerne
med pigesind og krop.

Februar 1989. Agnete Laustsen (konservativ), Kirsten Lee (radikal) og Jytte Hilden (socialdemokrat)var blandt pionererne, da kvindelige folketingspolitikere og kvindelige journalister på Christiansborg mødtes en gang om året for at feste sammen i Snapstinget. Med lejlighedssange på bordet og højt humør. Ministre og nyvalgte folketingsmedlemmer fra alle partier fik udvidet og forbedret netværket til journalistpraktikanter og garvede tv-journalister til fælles gavn i den udprægede mandeverden, som den politiske hverdag var i 1980'erne og 90'erne. Foto: Mads Winther, Polfoto.