– Jeg behøver ikke at bøje mig for autoriteter. Jeg har nået en alder, hvor man næsten kan sige hvad som helst. Det er et faktum, at det internationale samfund ledes af mænd. Det medfører ofte, at kvinder i kriseområder får det værre når fx FN eller EU rykker ind, siger Elisabeth Rehn.

Vi har aftalt at mødes på en cafe i Helsingfors, hvor Rehn ankommer punktligt. Sneen er faldet tæt over det sydlige Finland, så den tidligere parlamentariker, minister og internationale diplomat har været tidligt op for at skovle sne. Rehn bor på landet og er vant til at klare sig selv – ikke kun når det drejer sig om at komme gennem knæhøje snedriver ud til vejen.

Hendes stemme er venlig og behagelig, og blikket er af stål. Det er nemt at forstå, hvorfor denne kvinde ofte har vakt så stor irritation hos det mandlige politiske establishment i Finland. Verdens første kvindelige forsvarsminister, FNs særlige rapportør for menneskerettigheder i Balkan og Kofi Annans særlige udsending har en irriterende evne til ikke at tilpasse sig de rammer, som det politiske establishment har udstukket for hende. En midaldrende tidligere hjemmegående kvinde kan ikke blive forsvarsminister. Hun kan ikke optræde med samme selvsikkerhed og pondus som en general. Hun skal ikke vrænge af the establishment ved næsten at blive valgt til Finlands præsident i 1994, selvom hun, som en del af landets svensktalende minoritet, havde alle odds imod sig.

Og hun skal ikke i en alder af 69 år stadig være uforskammet respektløs mod alt, hvad et etablerede system står for. I sin egenskab af formand for demokratisering og menneskerettigheder på Balkan i Stabilitetspagten for Sydøsteuropa, er Elisabeth Rehn ganske vist en del af det etablerede system. Men hun vægrer sig mod at have en forsonlig tone mod det internationale samfund.
– Jeg har fornyelig læst en udmærket rapport fra en kvindeorganisationen i Kosovo, der konstaterer, at kvinder har fået det værre efter at det internationale samfund overtog ledelsen. Det politiske lederskab af Balkan består næsten udelukkende af mænd, som forhandler med en række mænd fra EU og FN. Alle beslutninger i området tages af mænd hen over hovedet på kvinderne. De få kvinder, som har opnået en regeringspost i Balkan, tager ofte en mandlig rolle på sig, og de gør deres yderste for at være mindst lige så hårde og kompromisløse som mændene. Jeg antager, at de ikke tør andet, siger Rehn.

Nådeslås kritik af FN-arbejdere

Rehn retter en skånselsløs kritik mod FN-arbejdere, som benytter prostituerede ude i felten. Det har nemlig betydet, at handelen med kvinder og børn er blevet øget. 
Siden Elisabeth Rehn og Ellen Johnson Sirleaf fra Liberia udgav rapporten Women, War and Peace. The Impact of Armed Conflict on Women and the Role of Women in Peace-building i 2002 har FNs generaldirektør Kofi Annan indført en nul-tolerance politik mod FN-arbejdere, der køber seksuelle ydelser i indsatsområderne.
– De får en enkeltbillet hjem. Men man burde gå meget længere og virkelig straffe de mænd, som køber kvinder og børn. Under mine rejser mødte jeg en gruppe piger på 15-16 år, som var blevet udnyttet af internationale hjælpearbejdere, blandt andet fredsbevarende styrker. At udnytte mindreårige er en kriminel handling og de ansvarlige burde stilles for en domstol, enten i det land, hvor de har begået forbrydelsen eller i eget hjemland.

FN-arbejdere udnytter deres immunitet i de områder, hvor de arbejder – en immunitet som burde tages fra dem, ifølge Rehn. Hun eksemplificerer sit synspunkt med en episode, hvor FNs konsulent Sergio Vieriro de Mello, da han havde ansvaret for FNs fredsbevarende indsats på Østtimor i Indonesien, skred til handling: 
– Da en FN-politimand på Østtimor blev anklaget for at have udnyttet mindreårige, besluttede de Mello at fratage mandens immunitet. FN-politimanden blev siden dømt, og det var den eneste rigtige måde at handle på.

Kurser for militæret

Rehn holder kurser i hele Norden for militæret om vigtigheden af at respektere kvinders rettigheder i de områder, hvor man gør tjeneste. Senest har hun besøgt Forsvarsakademiet i København og den finlandske politiskole i Tammerfors. 
– Jeg forklarede dem, hvor vigtigt det er at respektere de lokale kvinder og ikke at udnytte dem. Hvis de virkelig ikke kan holde sig på måtten, indtil de kommer hjem, er det bedre slet ikke at søge ud som fredsbevarer.

Hendes personlige engagement strækker sig endda til at hjælpe individer, som er kommet galt af sted.
– Senest hjalp jeg en kvinde, som fik et barn med en finsk fredsbevarende soldat. Han erkendte, at barnet var hans, men han ville ikke betale underholdningsbidrag. Nu har jeg fået ham til at betale.

Rehn mener, at det er hendes pligt at være konsekvent – også i praksis.
– Eftersom jeg prøver at handle på det principielle niveau, kan jeg ikke undslå at hjælpe dem, som virkelig behøver det. Men i praksis er det klart, at jeg har mine begrænsninger. Hvor meget jeg end gerne ville, kan jeg ikke gøre noget for alle.

Elisabeth Rehn har i flere sammenhænge udtalt, at kvinders kroppe er blevet “den nye slagmark” i konflikter. Det er ingen nyhed, at mænd voldtager fjendens kvinder i krig for at ydmyge modstanderen. Det nye er, at voldtægterne begås systematisk og i et så stort omfang, siger Rehn.

– Fx i Rwanda larmede det ud af radioen dag og nat, at alle hutu-mænd skulle voldtage så mange tutsi-kvinder som muligt. Frem for alt blev HIV-positive mænd opfordret til at gå ud og voldtage. Og på Balkan fandtes fængsler, hvor voldtægterne blev sat i system. På Østtimor voldtog den indonesiske hær metodisk de lokale kvinder, i Congo mødte jeg ikke en eneste pige over tolv år, som ikke var blevet seksuelt udnyttet. I Sierra Leones grumme borgerkrig blev pigerne også voldtaget og lemlæstet.
– Dette er det nye: Det handler ikke om enkelte overgreb begået af udisciplinerede soldater, men om et systematiseret handlingsmønster. Og eftersom så mange af nutidens konflikter er borgerkrige, er grusomheden blevet forværret. Borgerkrig har en tendens til at blive ekstra voldsomme, siger Rehn.

Selv har hun haft stor gavn af at kombinere sit humanitære arbejde med sine erfaringer som forsvarsminister.
– Min karriere som Finlands forsvarsminister fra 1991-95 har været til stor nytte. Jeg har lært, hvordan militæret tænker – når det tænker.

Latteren glimter i Rehns øjne.
– Siden jeg fik internationale opgaver, har jeg også ændret synspunkt på nogle områder. Jeg godkender fx ikke længere, at Finland holder igen med at underskrive Ottawa-aftalen, som vil forbyde landminer. Den finske hær udlægger ganske vist ikke miner på må og få, men hver enkelt udlagt mine er en mine for meget. Selv om man ved hvor minerne ligger, skal de ryddes, og det er et utroligt tidskrævende og farligt arbejde. Før det er sket, vil der være mange ulykker. Det nytter ikke at tale for internationale konventioner, hvis man selv holder igen med at følge dem.

Oplevede krigen som pige

Hvordan klarer man som repræsentant for et nordisk velfærdsland at møde krigens rædsler steder som Bosnien-Hercegovina og Sierra Leone? Bliver kontrasten ikke for stor?
– Jeg har en baggrund, som mange ofte overser, fordi mange glemmer, hvor forfærdelig gammel jeg er. Jeg er født i 1935 og oplevede krigen som lille pige. Sammen med mine to søstre blev jeg sendt fra vores hjem i finske Mäntsälä til et børnehjem i Grankulla uden for Helsingfors, hvor vi skulle gå i svensk skole. Der lærte jeg at bruge albuerne. Vi fik mad, som blev tilberedt på muggen mel og ormædte ærter fra hærens gamle lagre. Når vi fik lov til at komme hjem, var vi så sultne, at vi slikkede tallerknerne som små katte. Jeg ved, hvad krigens rædsler og elendighed indebærer, for jeg har selv oplevet det.

Elisabeth Rehn blev gift som ung og fik hurtigt fire børn i rap og var hjemmegående hustru i 7 år. Herefter arbejdede hun i sin mands forretning og som lærer for de ældste klassetrin i grundskolen.
– Det gik godt for min mands forretning og en overgang var vi endda ret velhavende. Siden gik virksomheden konkurs, vi mistede alt – til og med vores hjem. Selv visse “venner” forsvandt.

Erfaringen gjorde Rehn hårdhudet. Hun betragter modgang på en meget praktisk måde. Det gælder bare om at tackle det, som alt andet her i livet.
– Jeg blev valgt ind i Rigsdagen i 1979. Ved valget i 1987 fik jeg ca. 11.000 personlige stemmer. Partiet (Svenska folkpartiet, red.) var derfor tvunget til at udpege mig til gruppeordfører for at undgå at udpege mig til minister. Jeg glemmer aldrig, hvor nervøse drengene var før vores første pressekonference. De var overbeviste om, at jeg ville gøre hele folketingsgruppen til grin.

Visse mænd har, ifølge Rehn, en indbygget skræk for, at kvinder skal gøre sig til grin.
– Den holdning har jeg mødt hele livet. De har altid set mig som en dum blondine, til trods for at jeg har bevist det modsatte gang på gang. Selv har jeg moret mig mere over det end taget det ilde op. Desuden har det givet mig en kampgejst. Fandme nej, jeg skal vise dem, har jeg tænkt!

Janteloven har hun aldrig brudt sig om. Man har ikke set på hendes åbenbare selvsikkerhed med milde øjne, selv om landet opfatter sig som et af de mest ligestillede i verden.
– Som kvindelig politiker skal man ikke tro, man er noget. Men jeg har altid haft stor selvtillid. Jeg tror på mine egne evner. Og jeg er ligeglad med, hvad de andre mener om mig. De må mene, hvad de vil, jeg går min egne veje og som oftest er det gået rigtig godt, siger Rehn med en blanding af selvsikker sarkasme og varm ironi, som er så typisk for hende. 

Mønsteret gentager sig, når det gælder Rehns internationale opgaver. Da FN havde brug for en ny rapportør for menneskerettigheder på Balkan i 1995 og rettede en forespørgsel til Finland, svarede regeringen, at man ikke havde en egnet person.
– Så ringede Tysklands udenrigsminister Klaus Kinkel personligt op til mig, og spurgte om jeg kunne tænke mig at få denne opgave. Jeg sagde naturligvis ja tak og arbejdede som rapportør for menneskerettigheder frem til 1997, da Kofi Annan udpegede mig til sin specielle udsending på Balkan.
 

Kønsaspektet ties ihjel

Selv om Elisabeth Rehn fik stor opmærksomhed i medierne, da hun præsenterede sin rapport om kvinder i krig, så mener hun, at ligestillingsaspektet fortsat er et overset emne i de fleste internationale sammenhænge.
– Jeg ledte en arbejdsgruppe under den seneste folkemordskonference i Stockholm og deltog i hele konferencen. Da det blev min tur til at holde et oplæg, meddelte jeg, at jeg havde fulgt konferencen i tre dage uden en eneste gang at have hørt ordene “kvinder, konflikter og folkemord”. Det kan vel ikke skyldes, at disse auditorier er fulde af mænd, tilføjede jeg. Der blev stille i salen. Havde jeg været en underordnede embedsmand i udenrigsministeriet, havde jeg fået sparket. Men i min alder behøver man ikke længere at bøje sig for autoriteter.

Rehn har flere eksempler på, hvordan man i internationale sammenhænge ofte forsøger at tie kønsapektet ihjel.

– Jeg blev fornyelig inviteret til at holde et foredrag i Tirana i Albanien om kvinders betydning i politik. I indbydelsen understregede arrangørerne, at de ikke var interesseret i noget med “gender history”. De gav mig overskriften: “The importance, if any, of women in politics”! Ind imellem må jeg virkelig beherske mig for ikke at blive helt umulig.

Elisabeth Rehns liv er præget af både stor medgang og svær modgang. Det seneste er dybt personligt, hendes mand blev ramt af en hård sygdom og lå bevidstløs i tre uger.
– Lægerne gav ham 10% chance for at overleve. Så tænkte jeg: Så skal Ove høre til de 10%! Og han klarede sig trods lægernes frygt. Nu venter jeg på at få ham hjem til påske.

Det mest ærgerlige tab

Det gælder om aldrig at give op. Sådan kunne man beskrive Elisabeth Rehns liv. Hun har vundet og tabt meget. Det mest ærgerlige tab er formentlig de fire ynkelig procent, der stod mellem hende og posten som Finlands præsident i 1994. Det er et tab, som ville gøre mange politikere bitre, men ikke Rehn. Ikke fordi hun lider af falsk beskedenhed. For hun ville gerne være blevet Finlands præsident. Men hun er for optaget af sine nye opgaver til at falde hen i det som kunne have været.

Vi bryder op. Elisabeth Rehn kører til sit kontor i udenrigsministeriet for at arbejde nogle timer. Bagefter skal hun besøge sin mand på hospitalet, det gør hun hver dag. Rehn veksler suverænt mellem de internationale opgaver og de daglige gøremål som snerydning, sygehusbesøg og gåture med hunden.

Da vi har sagt farvel, forstår jeg, hvorfor hun irriterer nogle, eftersom hun er så bevidst om sin egen betydning. Hun er hverken beskeden eller selvudslettende. Alligevel tager hun ikke sig selv nær så højtideligt som beslutningstagere ofte gør.

For Elisabeth Rehn er det primære at kunne finde glæde i sit arbejde.

Anna-Lena Laurén er freelance journalist. Interviewet blev første gang bragt i NIKK magasin nr. 1 2004.