I hver tredje familie er kvinden hovedforsørger

 | 
  • Statistik

Antallet af kvinder, der tjener mere end deres ægtefælle eller sambo, er steget de seneste 10 år. Det viser en opgørelse, som Danmarks Statistik har lavet for Jyllands-Posten. I hver 3. familie er det i dag kvinden, der har den højeste indkomst. For 10 år siden gjaldt det hver 4. familie. Lønstatistikker viser også, at gruppen af højtlønnede kvinder vokser hurtigere end gruppen af højtlønnede mænd. I dag tjener ca. 91.000 kvinder mere end 500.000 kr. Det er en firedobling på 10 år. I samme periode er antallet af mænd med mere end 500.000 kr. i lønposen fordoblet til ca. 270.000.
"Der er ingen tvivl om, at kvinderne i disse år overhaler mænd på alle mulige områder, men især inden for uddannelsesområdet stormer kvinderne frem, mens mændene sakker bagud,« siger seniorforsker Helle Holt, fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, til avisen.
"Det er positivt nyt, hvis man vil have et mere ligestillet samfund. Det gavner både mænd og kvinder, når vi kan forfølge vores drømme", siger KVINFOs direktør, Elisabeth Møller Jensen, til Radioavisen.