Ny stalking-lov er vedtaget

 | 
  • Overgreb

Et enigt Folketing har tirsdag vedtaget en lov om stalking. Loven skal gøre det nemmere for politiet og retsvæsnet at hjælpe de personer, der er udsat for systematisk og vedvarende forfølgelse. Det bliver nemmere at give tilhold, og som noget nyt kan tilholdet udvides til at omfatte et andet medlem af offerets familie. Justitsministeriets forskningskontor har samtidig sat gang i en undersøgelse af området, så man kan blive klogere på, hvilke behandlingsprogrammer, der findes for stalkere for at finde ud af, om der er brug for nye tiltag.
Der er ikke lavet forskning på området i Danmark, men man anslår, at omkring 10.000 danske kvinder er udsat for stalking. Stalking kan karakteriseres som forfølgelse, overvågning og alle former for kontaktforsøg. Det er blevet mere udbredt i takt med de digitale mediers udbredelse, fordi det er blevet langt nemmere at forfølge personer over nettet. Gerningsmanden er stort set altid en person, der har været tæt på offeret, som en tidligere kæreste eller ven.